Fredericia-Vold-Det-hvide-Vandtårn-Fredericia-Lillebælt

Kongens fæstningsby

Foto: VisitFredericia

Fredericia blev anlagt af Frederik III i 1650 som et mægtigt forsvarsværk i en tid hvor Danmark var præget af krig og uroligheder.

Indtil 1650 var der urørt sump, hvor Fredericia ligger i dag. Efter en del mislykkede krige, ikke mindst 30-års-krigen (1618-1648), hvor Danmark atter havde tabt en krig, besluttede Kong Frederik d. 3. at gøre noget ved det én gang for alle. Bersodde, som området blev kaldt dengang, var et strategisk ideelt sted til at opføre en fæstningsby. Med en kystlinje til to sider, kunne man med relativt få kilometers voldanlæg, befæste og beskytte byen.

Opførelsen af voldanlægget
Kongen satte 5000 mand i sving med at opføre voldanlægget. Arbejdet foregik naturligvis med håndkraft og strakte sig over en årrække. Inden man nåede at færdiggøre det, kom en ny krig mod svenskerne imidlertid på tværs - med forsinkelser og ødelæggelser til følge. Da svenskerne var rejst hjem, blev byen og voldanlægget genopbygget.

En nybygget by uden indbyggere
Kongens nye fæstningsby manglede imidlertid indbyggere. Man overvejede at tvangsflytte alle Vejles borgere, men nøjedes i stedet med at flytte indbyggerne fra de nærliggende landsbyer Hyby, Hannerup og Ullerup ind bag voldene. De fleste var agerbrugere og det var mildt sagt ikke populært, at de nu skulle bo i byen indenfor voldene og dyrke deres marker udenfor voldene. Men kongen fik naturligvis sin vilje.
For at tiltrække folk udefra indførte Frederik d. 3 en række kongelige privilegier som gjaldt særligt for Fredericia. Det var blandt andet skattefrihed, gratis byggegrunde, straffrihed for kriminelle, asylret, toldfrihed og religionsfrihed - noget man ellers ikke havde dengang. Nyheden om religionsfriheden i Fredericia spredte sig ned gennem Europa og tiltrak bl.a. jøder, franske huguenotter (De Reformerte) og katolikker. Som en sidegevinst medbragte de også nye afgrøder som tobaksplanter, kartofler og hvede.

En unik byplan og store visioner

Med sine snorlige gader sirligt udlagt i en grid-struktur adskiller Fredericia sig fra øvrige danske byer. Byens gadenet er planlagt efter 1600-tallets moderne renæssanceforbillede
Indenfor voldene, blev gadeplanen udlagt som et ”militært skakbræt” med centrale pladser. Disse pladser og de lange, lige gader havde store militærstrategiske fordele. Soldatertropperne kunne lynhurtigt føres ud til voldene, når der var ubudne gæster. Indenfor voldene, blev der ikke opført høje bygninger og tårne - herunder kirketårne. Denne praktiske foranstaltning for at fjenden ikke havde noget at skyde til måls efter!

Kongen havde store planer for Fredericia og på et tidspunkt var byen på tale som Danmarks nye hovedstad. Efter krigen mod svenskerne i 1657, måtte de storslåede planer skrinlægges og målet med Fredericia blev ændret til Danmarks vigtigste by efter København. Gadenavnene fik passende royale navne, som Kongensgade, Dronningensgade, Prinsensgade, Prinsessegade, Købmagergade, Gothersgade - gadenavne som også findes i København.

Frederik d. 3.s planer havde ikke kun militære strategiske hensigter. Byen skulle også vise resten af Europa hans rigdom og magt. Som så mange andre steder i Europa, forsøgte konger, kejsere og andet godtfolk at overgå hinanden i pomp og pragt. Frederik d. 3. besluttede, at hans trumfkort skulle være at bruge Venedigs kanalsystem som forbillede. Fredericia skulle udstyres med kanaler! Mindre kunne ikke gøre det. Der foreligger tegninger, der viser kanalernes placering i Fredericias byplan. Når kongen kom sejlende til byen, skulle han kunne sejle helt op til byens store pladser - blandt andet det nuværende Axeltorv, hvor kongen havde til hensigt til at bygge et slot.

Desværre skete det som ofte skete - idéerne var større end pengekassen.

Slaget ved Fredericia 
Som fæstningsby har Fredericia været under angreb flere gange. Det vigtigste stykke krigshistorie i byen fandt sted ved Udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1849. Danmark var i krig med Slesvig-holstenerne, som havde belejret området udenfor Fredericias volde. Umiddelbart så det sort ud for danskerne, men en lille håndfuld generaler havde udtænkt en dristig plan, som skulle vende krigslykken for Danmark.

Omkring 22.000 soldater fra den Slesvig-holstenske hær var fulgt efter Generalmajor Rye og hans tropper op i Jylland. Ved Als befandt sig en tilsvarende flok Slesvig-holstenere over for Generalmajor De Mezas tropper. Hvad fjenden i første omgang ikke vidste var, at Generalmajor Rye og 4000 soldater gik ombord på et skib ved Helgenæs og sejlede tilbage ned langs kysten og gik i land på Fyn. Generalmajor de Meza tog 5000 mand fra sine tropper og sejlede også mod Fyn. Herfra skulle tropperne fragtes fra Strib og den korte vej over Lillebælt til Fredericia, hvor de kunne gå i land inden for voldene. 
Overførslen af ekstra tropper til fæstningen gik dog ikke helt slesvig-holstenernes næser forbi. Men de havde ikke gættet hvor mange soldater der nu befandt sig inden for voldene. De danske generaler havde også et ekstra kort i ærmet: de ville angribe om natten, hvilket på den tid var helt uhørt.

I ly af mørket d. 6. juli 1849 stormede de danske tropper ud af voldens porte og angreb. Overraskelsesangrebet virkede og selvom begge sider led store tab blev det til en historisk sejr for den danske hær. Udfaldet fra Fredericia blev en af de vigtigste danske sejre. I dag findes der pladser, gader og monumenter i Fredericia opkaldt efter de fire vigtigste militærfolk fra slaget: General Bülow, General Rye, General de Meza og Oberst Lunding.