Fredericias Porte

Foto: VisitFredericia
Attraktioner
Bygningsværker og bymiljøer
Adresse

Fredericia Vold

7000 Fredericia

Kontakt

E-mail:turisme@fredericia.dk

Telefon:72106800

Er man interesseret i historisk arkitektur er portene i Fredericia Vold et spændende udflugtsmål. De er alle forskellige og har hver deres udtryk. Der er dog også flere formmæssige og arkitektoniske lighedspunkter. 

Volden har seks åbninger, men kun ved tre af dem er der etableret reelle porte nemlig Danmarks Port, Prinsens Port og Nørre Port. I det nordøstlige hjørne af volden findes Kongens Port, som i dag blot er en gennembrydning af volden. Tidligere var der en træport ved Kongens Port. Passagen ved Sjællandsgade og Prangervej i voldens sydvestlige hjørne er gravet i 1918, men her opførtes aldrig en port. Ved Holstensvej langs havnen ligger voldens sydvestlige endepunkt, hvor volden er gennembrudt af både vej og jernbanespor til den tidligere banegård. 

Prinsens Port er den ældste af portene og kan i sin nuværende udformning dateres tilbage til 1753. Da den gule grundmurede port blev lavet i 1753 erstattede den en tidligere port konstrueret i træ. Prinsens Port blev tegnet af officer og militærarkitekt Samuel Christoph Gedde. 

Nørre Port er fra 1922. Porten er opført i nyklassicistisk stil og tegnet af arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen. 

Danmarks Port fra 1924 er ligeledes tegnet i nyklassicistisk stil af arkitekt Gundlach-Pedersen.

Nørre Port og Danmarks Port er altså tegnet inden for få år af hinanden og af samme arkitekt. Der kan også spores klare paralleller i hvælvingens runde form samt de to mindre, separate hvælvinger til fodgængere som symmetrisk flankerer hovedpassagen på hver side. Nørre Port er dog en lukket port, mens Danmarks Port er uden "loft" og i stedet består af fritstående mure med søjlehvælvinger. 

Adresse

Fredericia Vold

7000 Fredericia

Sidst opdateret af
VisitFredericia