Rock Under Broen er en musikfestival i Middelfart som byder på de største danske navne såvel som internationale stjerner. Festivalpladsen ligger ved Den Nye Lillebæltsbro - lige ned til vandet. Rock Under Broen har plads til omkring 14.000 gæster og afholdes den anden lørdag i juni.
Hvert år i slutningen af august er der Festuge i hele Trekantområdet. Under Festugen bliver kulturen og kreativiteten sluppet løs i byernes gader. Programmet byder både på musik, teater, kunst, dans, foredrag og børnekultur.
I dagene omkring 6. juli fyldes Fredericias gader af sprøde jazztoner, når den årlige 6. Juli Jazz Festival gør sit indtog.
Festivaler behøver ikke altid høre sommeren til. I Strib afholdes der hver vinter en 4-dages musikfestival med hyggelig stemning og god musik.
Svingende jazzrytmer, internationale verdensstjerner og en forrygende atmosfære i Middelfarts bymidte er, hvad der venter dig, når Middelfart Jazzfezztival hver år finder sted 1. weekend i august.
Og langt det meste er GRATIS.
I Fredericia afholdes hvert år den første lørdag i september Øllets Dag. Til denne ølfestival forvandles Ryes Plads til et slaraffenland for ølentusiaster.
Hver juli danner Hindsgavl Slot en smuk ramme om en af Nordens bedste internationale festivaler for klassisk kammermusik. Her går musikken op i en højere enhed med gastronomi, afslapning og Hindsgavls smukke omgivelser.
Oplev historiens vingesus, musik og parader i gaderne og mød soldaterne fra den berømte sejr ved Fredericia i 1849. Hvert år i dagene omkring 6. juli markeres Fredericias spændende historie med aktiviteter for hele familien.
Start det nye år med en smuk nytårskoncert i Middelfart. Hvert år i januar bydes det nye år velkommen med orkestre og både danske og internationale solister.
Sommerrock i Fredericia byder hvert år på en række af tidens hotteste musiknavne. Koncerterne foregår på flere scener rundt omkring i byen. Arrangementet er gratis, foregår fredag i uge 22 og besøges af omkring 25-30.000 gæster.
Fredericia er hver sommer vært for heavy metal festivalen Metal Magic. Festivalen tiltrækker hvert år en lang række bands fra den internationale scene - både nye og etablerede navne.
Den første lørdag i september lukkes der op for ølhaner og schlagermusik når den årlige Oktoberfest løber af stablen i et stort festtelt på Axeltorv i Fredericia.