Marsvinfangst-Middelfart-Lillebælt

Marsvinjagt i Lillebælt

Foto: Middelfart Museum

I flere hundrede år sejlede fangere fra Middelfart ud på Lillebælt for at jage marsvin - en af verdens mindste hvaler, som holder til i hobetal i det smalle bælt.

Marsvinfangst tilbage i tiden

I Lillebælt blev der i flere århundreder drevet organiseret jagt på marsvinet. Det vides ikke præcist hvor lang tid, men i en gammel regnskabsbog fra 1500-tallet er der anført en levering af marsvineflæsk fra Middelfart. I 1520 vides det også, at Hindsgavl Slots lensmand har leveret marsvin til kongen.

Det var marsvinjægernes laug på ca. 30 mand, der stod for den omfattende jagt.

Marsvinjægerne sejlede i deres 10 både ud fra Middelfart. Ude på vandet indtog de deres planlagte positioner i Lillebælt syd for Fænø og ved indløbet til Gamborg Fjord. De yderste både gav signal til de andre både, når marsvinene, som regel i småflokke på 3-5 dyr, kom op gennem bæltet fra Østersøen.

Marsvinjægerne slog med grene i vandet for at forvirre de lydfølsomme dyr og få dem til at fravige deres kurs. Bådene tvang herefter marsvinene hen mod fjordens munding øst for Fønsskov Odde. Her lå andre både parat og marsvinene blev presset ind på lavt vand ved Svinø, hvor jægerne ved hjælp af et langt garn omringede dyrene og trak dem ind mod strandbredden. De døde marsvin blev læsset i bådene og sejlet til Middelfart. Her udvandt man olie fra marsvinets spæklag, som blev brugt til lampeolie.

Marsvinet

Lillebælt er hjemsted for en meget stor koncentration af marsvin og de observeres ofte i farvandet mellem Strib og Fredericia, under Den Nye Lillebæltsbro og hen mod Den Gamle Lillebæltsbro.

Marsvinet er en lille fascinerende tandhval, som kan blive op til ca. 1,7 meter lange og veje mellem 60-75 kg. 

Marsvinet fejres hvert år på Marsvindagen i Middelfart. Kom til byen denne dag i maj, og hør historier om marsvinet, følg optoget gennem byen, og se den smukke marsvinbrønd i Middelfarts gamle bydel.

Hvalsafari på Lillebælt

I dag er hvalsafari en populær attraktion i Lillebælt og der er afgange fra både Fredericia og Middelfart. Det er en dejlig oplevelse, hvor I er på vandet i 3 timer. Fortællingen om marsvinene og marsvinfangsten er spændende, og naturen er fantastisk set fra midten af Lillebælt. Bådene AVENTURA og MIRA3 har lytteudstyr ombord, så I kan lytte efter marsvinets særlige klikkelyde.