Kanalbyen ved Lillebælt

Et stort område ved havnen i Fredericia midtby, er i færd med at blive udviklet til en ny attraktiv bydel med plads til både bolig, detail og erhverv. Tidligere husede området industri, men efter lukningen af Kemira og Fredericia Skibsværft, har byen fået mulighed for at vokse sig helt ned til kajkanten med den storslåede udsigt over Lillebælt.

På de 20,4 ha bliver der plads til omkring nye 2800 arbejdspladser, 1200 boliger, detailhandel og kultur og offentlige services.

Ideen om kanaler i Fredericia er langt fra ny. Faktisk var det byens grundlægger Frederik III, der i 1650 havde store planer om Fredericia som en pompøs kongeby efter forbillede fra Venedig, komplet med kanaler og et slot.
Kongens finansiering af planerne gik desværre i vasken og hverken slot eller kanaler så dagens lys. Men nu, godt 370 år efter får Fredericia sine kanaler. 

Kanalbyen lige nu

Udviklingen af området løber henover mange år. Imidlertid ligger det dog ikke øde hen – tværtimod. På området findes Grow Your City, som er et stort byhave-fællesskab med over 600 plantekasser, hvor interesserede borgere kan leje plantekasser. Ved siden af byhaverne ligger C-byen, som er et lille pop-up butiksmiljø med container-shops. Her finder man alt fra vinylplader, tøj og brugskunst til kaffe og mad. 

C-byens faste åbningstider er tirsdag kl. 16-20 og søndag kl. 12-16 samt i forbindelse med store og små events i Kanalbyen. Følg C-Byen på facebook  https://www.facebook.com/cdinby/

Er man til sport og friluft kan området også byde på basketballbane, skaterrampe, parkour, lystfiskeri og fantastisk udsigt til løbeturen eller hundeluftningen. Desuden foregår der en masse aktiviteter på området - fx Triathlon, grillaftener, veteranbiludstillinger og en lang række events - både i hverdag og weekend.

Projektets faser
 
Kanalbyen udvikles i en række etaper, som forventes at strække sig over ca. 20 år. 
 
Første fase af kanaludgravningen er afsluttet med åbningen af Frederiks Kanal i 2016. Ligeledes er områdets første beboere flyttet ind.

De første områder, der udbygges, er Oldenborggade-kvarteret og Sønder Voldgade-kvarteret. 

På Kanalbyens hjemmeside kan man læse meget mere om projektet. 

Del denne side

Opdateret af:

VisitFredericia turisme@fredericia.dk
 

Kontakt

Adresse

Kastelsvej
7000 Fredericia

Mobiltelefon

+45 23277567